Working Papers,
Copenhagen Business School, Department of Finance

Abstract: En ny lov om jordforurening blev vedtaget af Folketinget i maj 1999 efter

længere tids foregående lovarbejde og diskussion. Jordforureningsloven

vedrører den type forurening, hvor et pludseligt udslip af f.eks kemiske

produkter eller olie fra en virksomhed eller en privatperson (private

olietanke) trænger ned i jorden og evt. truer grundvandet 1 . Indenfor de

nærmeste år skal loven evalueres og muligvis revideres; i denne forbindelse

kan det være hensigtsmæssigt at se loven i et økonomisk-teoretisk

perspektiv, hvilket man kun i begrænset omfang har gjort hidtil.

Diskussionen om loven har været ført af jurister, og i denne diskussion har

økonomiske synspunkter (naturligvis) ikke været særlig fremtrædende.

Måske er der for få økonomer der beskæftiger sig med den direkte,

administrative, regulering af miljøproblemer. Som økonomer er vi trænet til

at se med skepsis på den direkte regulering, der er kendetegnet ved, at en

statslig myndighed fastlægger, hvordan en virksomhed skal handle. I følge

de økonomiske læreboger i miljøøkonomi er afgifter et bedre instrument

end direkte regulering, først og fremmest fordi afgifter er et mere

decentralt instrument, der bedre tager højde for at myndighedernes

information om virksomheders forhold er begrænset. Denne skepsis overfor

den direkte regulering er efter min mening fuldt berettiget; grønne afgifterer for mange typer forurening klart det mest egnede instrument, som bør

anvendes mere end tilfældet er i dag. Men lærebøgerne overser, at der

findes situationer, hvor afgifter kommer til kort. Når en virksomhed enten

ved et uheld eller forsætligt slipper et giftigt stof ud på jorden, er det ikke

kun selve brugen af stoffet der behøver regulering, men også den måde

brugen foregår på (medmindre man med afgifter vil udfase brugen af stoffet

helt, hvilket ofte ikke er hensigtsmæssigt). En afgift kan naturligvis

mindske brugen og dermed udslippets størrelse, men det afgørende er at

forhindre udslippet, dvs. at give incitament til forsigtig omgang med de

giftige stoffer. Når udslippet er sket, er det afgørende at sikre, at der bliver

ryddet op, inden stofferne når ned til grundvandet, og her er afgifter heller

ikke det rigtige instrument. Her må erstatningsregler og/eller regler der

giver myndigheder beføjelse til at rydde op eller diktere oprydning til. Da

opstår en række spørgsmål: hvornår bør myndighederne have kompetence

til at diktere oprydning? Er det f.eks. nok at udslippet er fundet på en

grund der tilhører en given virksomhed eller skal det kunne påvises, at

Keywords: Miljøøkonomi

JEL-codes: A00

15 pages, November 30, 2000

Full text files

7188  

Download statistics

• Copenhagen Business School, Department of Finance
• Ordering Working Papers
• Home page for this series

Questions (including download problems) about the papers in this series should be directed to Lars Nondal ()
Report other problems with accessing this service to Sune Karlsson ().

RePEc:hhs:cbsfin:2000_011This page generated on 2024-09-13 22:14:14.